Tandregulering

Tandregulering dækker over behandlinger, der flytter tænder og ændrer deres indbyrdes placering. I vækstfasen kan behandlingen også påvirke forholdet mellem over- og underkæbe og dermed bidets udvikling. Valget mellem fast apparatur, aftagelige skinner og funktionelle apparaturer afhænger blandt andet af tandstilling, bid, vækst og hvor præcist apparaturet skal styre bevægelserne. En almen tandlæge med efteruddannelse i tandregulering kan planlægge ukomplicerede forløb, mens komplekse tilfælde kan kræve en specialtandlæge i ortodonti. Metoderne adskiller sig især ved synlighed, mulighed for at tage apparaturet ud og kravene til daglig rengøring.

Fast bøjle

En fast bøjle består typisk af små brackets, der fastgøres på tændernes yderside, og en bue, som føres gennem dem. Brackets er oftest fremstillet af metal eller tandfarvet keramik. Buen kan være af metal og udskiftes eller justeres undervejs, så den gradvist leder tænderne mod de planlagte positioner. Elastikker kan i nogle tilfælde koble over- og underkæbe sammen for at påvirke tandbuenes indbyrdes relation.

Bevægelsen sker, fordi buen overfører kontrolleret kraft til tænderne. Vævet omkring tandrødderne tilpasser sig belastningen: knogle nedbrydes på den side, tanden bevæger sig imod, og opbygges på den modsatte side. Kraften skal være tilpasset den enkelte behandling; hurtigere eller kraftigere påvirkning er ikke automatisk bedre. Ved første montering limes brackets på tænderne, buen sættes på, og senere kontroller justeres buen eller andre dele efter den aktuelle tandstilling.

Behandlingen begynder med undersøgelse og planlægning, hvor tandstilling, bid, kæber og tændernes sundhed vurderes. Efter montering følger regelmæssige kontroller, ofte med cirka 6-8 ugers mellemrum, men intervallet afhænger af apparaturet og behandlingsplanen. En samlet behandling varer ofte omkring 12-30 måneder; mindre tandbevægelser kan tage kortere tid, mens omfattende korrektioner kan tage længere. Tidsrammen påvirkes blandt andet af bevægelsernes omfang, biologisk respons og om aftalerne kan følges.

Fast apparatur vælges blandt andet, når flere tænder skal flyttes præcist i forskellige retninger, eller når behandleren vurderer, at en aftagelig løsning ikke giver tilstrækkelig kontrol. Keramiske brackets er mindre iøjnefaldende end metal, men kan være mere skrøbelige og fylde mere. Metalbrackets er tydelige, men robuste. Valget afhænger af behandlingsbehov og de materialer, der egner sig til den konkrete tandstilling.

Brackets og buer giver flere steder, hvor plak og madrester kan sætte sig. Tænderne skal derfor rengøres grundigt omkring hver bracket og langs tandkødsranden med tandbørste og hjælpemidler til mellemrummene. Hårde eller meget seje fødevarer kan løsne dele af apparaturet, så det er relevant at følge behandlerens konkrete kostråd. Den ekstra rengøring er en væsentlig praktisk forskel fra aftagelige skinner.

Aftagelige skinner

Aftagelige skinner er gennemsigtige, individuelt fremstillede plastskinner, der bruges i en bestemt rækkefølge. Hver skinne er formet en smule anderledes end den foregående og bidrager til en planlagt del af tandbevægelsen. Invisalign er ét mærke inden for denne type behandling; navnet dækker ikke hele kategorien. Andre systemer kan også fremstille en serie af skinner efter en individuel plan.

Planlægningen tager udgangspunkt i en klinisk undersøgelse af tænder og bid samt digitale scanninger eller aftryk. Behandleren fastlægger, hvilke tænder der skal flyttes, i hvilken retning og i hvilken rækkefølge. Planen opdeles i små trin, ofte kaldet stadier, og en digital fremstilling kan vise den tilsigtede bevægelse for hvert trin. Den digitale visning er et planlægningsredskab; behandleren vurderer løbende, om tænderne følger planen, og om der er behov for tilpasninger.

Skinnerne bæres normalt det meste af døgnet og tages ud ved måltider og tandbørstning. Mange planer kræver omkring 20-22 timers brug dagligt, og en skinne udskiftes ofte efter 1-2 uger, men både brugstid og skifteinterval skal følge den konkrete ordination. Nogle behandlinger kræver små tandfarvede attachments på tænderne, som hjælper skinnerne med at få bedre greb. I udvalgte tilfælde kan behandleren også skabe lidt plads mellem tænderne ved kontrolleret, begrænset emaljereduktion.

Et forløb kan vare fra nogle måneder til omkring to år eller længere, afhængigt af hvor mange tænder der skal flyttes, og hvor komplekse bevægelserne er. Skinner egner sig især til tandstillinger, hvor de planlagte bevægelser kan udføres med aftagelig kraftpåvirkning. De er ikke automatisk egnede til alle bidafvigelser eller større kæberelaterede problemer. Den kliniske vurdering afgør, om skinner kan styre bevægelserne tilstrækkeligt, eller om fast apparatur eller en kombination er mere passende.

En fordel ved at kunne tage skinnerne ud er, at tænderne kan børstes og rengøres uden brackets og buer i vejen. Skinnerne skal også rengøres efter behandlerens anvisninger, og de bør tages ud før måltider og drikkevarer, der kan misfarve eller beskadige plasten; vand er normalt egnet, mens varme drikke kan deformere materialet. Ulempen er, at behandlingen afhænger af, at skinnerne bruges som aftalt. Hvis de ofte ligger ude, kan tænderne halte efter planen, og næste skinne kan være vanskelig at få til at passe.

Funktionelle apparatur

Funktionelle apparaturer bruges især hos børn og unge, mens kæberne stadig vokser. De påvirker underkæbens eller overkæbens position i forhold til den anden kæbe og kan samtidig ændre tændernes hældning. Et aftageligt Twin Block-apparatur består eksempelvis af dele til over- og underkæben, som mødes på en måde, der guider underkæben frem. Et Herbst-apparatur er et fast alternativ, der holder kæberne i en bestemt indbyrdes position uden at skulle tages ud ved måltider.

Behandlingen overvejes ved bestemte bidforhold, hvor vækst og kæbernes indbyrdes relation indgår i problemet. Vurderingen bygger blandt andet på tandstilling, bid, kæbernes position og hvor meget vækst der forventes tilbage. Apparatet kan ikke skabe vækst, som ikke er til stede, og effekten afhænger af både biologisk udvikling og apparaturets anvendelse. Det er derfor ikke en standardløsning ved enhver skæv tandstilling.

Et typisk forløb kan omfatte en fase med funktionelt apparatur under væksten, efterfulgt af vurdering af bid og tandstilling. Nogle patienter har senere behov for yderligere tandflytning med fast apparatur eller skinner, mens andre kan nøjes med den første fase. Den samlede plan afhænger af, hvilke ændringer der er nødvendige, og hvordan kæber og tænder reagerer undervejs.

Hos voksne uden vækst kan funktionelle apparaturer ikke påvirke kæbernes vækst på samme måde. De kan i visse tilfælde flytte tænder, men kan ikke forventes at korrigere et udtalt skeletalt kæbeforhold alene. Hvis kæbernes størrelse eller position giver et større behandlingsbehov, vurderes andre muligheder, eventuelt i samarbejde med en specialtandlæge og kæbekirurgi. En konkret undersøgelse afgør, om vækst, tandstilling eller kæbernes skeletforhold er det centrale i behandlingen.

Børns kæber og ansigt vokser, mens voksnes vækst som regel er afsluttet, og det påvirker både tidspunkt og muligheder for tandregulering. Hos børn kan behandlingen deles i faser, hvis kæbernes udvikling eller tændernes frembrud gør det relevant. Hos voksne afhænger tandflytning i højere grad af den eksisterende knogle, tandkødets tilstand og eventuel slitage. En undersøgelse af vækst, tandfæste og restaureringer hjælper tandlægen med at vurdere, hvad der kan gennemføres forsvarligt.

Vækst

Vækst kan ændre kæbernes indbyrdes forhold, så tidspunktet for behandling har betydning for, hvilke forhold der kan påvirkes. Hos børn kan en tandlæge følge kæbernes udvikling, tændernes frembrud og ændringer i sammenbiddet over tid. En enkelt observation af skæve tænder siger ikke nødvendigvis, om der er behov for behandling med det samme; vurderingen afhænger også af, om problemet er dentalt eller hænger sammen med kæbernes vækst.

Nogle børn får behandling i faser. En tidlig fase kan være relevant, mens barnet stadig vokser, hvis kæbernes udvikling giver mulighed for at påvirke forholdet mellem over- og underkæbe. Senere kan en ny vurdering af de frembrudte blivende tænder vise, om der er behov for yderligere tandflytning. Fasebehandling er ikke automatisk nødvendig for alle børn, og pauser mellem faser kan være en del af planen, mens tænderne bryder frem og væksten fortsætter.

Vækst vurderes ud fra flere tegn, blandt andet ændringer i højde, pubertetsudvikling, tandfrembrud og kæbernes kliniske udvikling. Ingen enkelt synlig markør kan fastslå præcist, hvor meget vækst der er tilbage. Hvis det har betydning for beslutningen, kan tandlægen supplere undersøgelsen med relevante røntgenoptagelser, eksempelvis et sidebillede af kraniet, hvor modningen af halshvirvlerne kan indgå i vurderingen.

Vækststadiet påvirker valg af apparatur, fordi et apparat, der udnytter kæbernes vækst, kun er relevant, mens væksten fortsat giver mulighed for det. Hos voksne er væksten afsluttet, så behandlingen må planlægges ud fra den eksisterende kæbestilling og de tænder, der kan flyttes inden for deres knoglemæssige rammer. Det forventede resultat afhænger derfor af både udgangspunktet, vækststadiet og den individuelle respons; vækst kan give muligheder, men er ikke en garanti for et bestemt resultat.

Tandkød og slid

Tændernes støttevæv sætter grænser for, hvor og hvor langt en tand kan flyttes. Knogle omkring tandrødderne og tandkødets fæste skal vurderes, før kræfter fra en bøjle eller andre apparater planlægges. Hvis en tand flyttes uden for den knogle, der omslutter roden, kan knogledækningen blive tyndere, og tandkødet kan trække sig tilbage. Risikoen for gingival recession er særlig relevant hos voksne med tyndt tandkød, eksisterende retraktion eller begrænset knogle omkring tænderne.

Forundersøgelsen omfatter typisk vurdering af tandkødets farve og form, blødning ved sondering, tandkødslommer, tandmobilitet og eventuelle retraktioner. Røntgenbilleder kan være nødvendige for at se knogleniveau og tandrødder, mens kliniske målinger viser, om tandfæstet er stabilt. Tandsundhed handler her ikke kun om, hvor tænderne står, men også om hvor meget støttevæv der er tilbage til at tåle en kontrolleret flytning.

Slid på tyggeflader eller fortænder kan ændre tandhøjden og gøre det vanskeligere at aflæse det oprindelige sammenbid. Flade tyggeflader, forkortede fortænder eller blottet dentin kan være tegn på, at tænderne har mistet væv over tid. Sliddet skal indgå i vurderingen af tandposition og belastning, fordi en flytning kan ændre kontakten mellem tænderne. Det er derfor relevant at registrere slidets omfang og sammenholde det med tandkød, tandfæste og kæbernes relation.

Ubehandlet parodontitis bør stabiliseres, før tandflytning begynder, fordi betændelse og tab af tandfæste kan gøre støtteforholdene usikre. Ved tidligere parodontitis kan behandlingsmulighederne afhænge af, om sygdommen er under kontrol, og om knogleniveauet tillader den planlagte bevægelse. Personer med blødning, dybe tandkødslommer, tiltagende retraktion eller løse tænder bør få tandkødssundheden vurderet og stabiliseret først; det gælder også, hvis tænderne samtidig ønskes rettet.

Når regulering ikke er førstevalg

Aktiv parodontitis er en grund til at udskyde tandflytning, indtil tandkødsbetændelsen og støtteforholdene er stabiliseret. Betændelse, blødning og tab af fæste kan ændre sig, mens tænder flyttes, og det kan gøre det vanskeligt at forudsige, hvordan tænderne reagerer. Først når tandkød og knogleforhold er vurderet og sygdommen er under kontrol, kan man tage stilling til, om ortodonti er passende.

Restaureringer kan også påvirke rækkefølgen. En løs krone, en fyldning med tegn på svigt eller en tand med omfattende restaurering kan kræve vurdering og eventuel behandling, før tandflytning planlægges. Det skyldes blandt andet, at en restaurering skal kunne holde til belastningen, og at tandens form og styrke kan begrænse, hvordan der sættes kræfter på den. Broer og implantater bevæger sig ikke som naturlige tænder, så deres placering skal indgå i planlægningen af nabotændernes bevægelser.

Hvis undersøgelsen viser aktiv sygdom eller ustabile tænder, prioriteres stabilisering af tandkød og tandfæste frem for at begynde ortodontisk behandling. Det samme gælder, når en uegnet restaurering først skal vurderes af tandlægen, så den samlede plan tager højde for både tandens tilstand og dens position. Personer med tegn på parodontitis, blødende tandkød eller løse tænder bør derfor få tandkødssundheden ordnet først; derefter kan tandlægen vurdere, om tandflytning er forsvarlig.