Tandkødsbetændelse og parodontitis forklaret

Tandkødsbetændelse

Tandkødsbetændelse, også kaldet gingivitis, er en inflammation i tandkødet langs tandkanten. Den opstår typisk, når plak bliver siddende ved tandkødsranden, og vævet reagerer på bakterierne i belægningen. Ved gingivitis er der ikke knogletab, og tilstanden kan ofte vende, når plakken fjernes grundigt. Behandlingen handler derfor både om daglig mekanisk rengøring og om professionel hjælp, når belægninger er svære at få væk.

Plak og blødning

Plak er en blød biofilm af bakterier og andre stoffer, som fæstner sig på tænderne og langs tandkødskanten. Hvis biofilmen ikke fjernes regelmæssigt, kan bakteriernes aktivitet irritere tandkødet. Kroppens lokale immunreaktion giver inflammation, så vævet ved kanten bliver mere gennemblødt og følsomt. Det er denne reaktion, der ligger bag tandkødsbetændelse.

Et betændt tandkød har små blodkar, der lettere bløder ved berøring. Når tandbørsten eller rengøring mellem tænderne rammer kanten, kan det derfor give blod på børsten eller i spyttet. Blødningen skyldes ikke nødvendigvis, at tandkødet er blevet skadet af en enkelt børstning; ofte er vævet allerede irriteret af plak, som har siddet der over tid.

Blødning ved børstning er et tegn på aktiv inflammation og bør tages alvorligt som et muligt tegn på plak langs tandkødet. Det betyder ikke i sig selv, at der er knogletab eller parodontitis. Gingivitis er begrænset til tandkødet, og inflammationen kan aftage, når årsagen fjernes. Hvis blødningen fortsætter trods omhyggelig rengøring, kan en tandlæge eller tandplejer vurdere tandkødets tilstand og mulige andre årsager.

Det er derfor sjældent hensigtsmæssigt at undgå det sted, der bløder. Når rengøringen springes over, kan biofilmen blive siddende ved kanten og fortsat irritere vævet. Skånsom, grundig rengøring retter sig mod belægningen, mens hårdt tryk ikke er nødvendigt.

Tegn

Typiske tegn på tandkødsbetændelse er rødme og hævelse langs tandkødskanten. Sundt tandkød er ofte fast og lyserødt, mens inflammeret væv kan se mere rødt, blankt eller opsvulmet ud. Forandringerne kan være tydelige omkring enkelte tænder eller langs flere tandrækker.

Blødning ved tandbørstning eller rengøring mellem tænderne er almindelig. Nogle mærker også ømhed, især når tandbørsten berører kanten, men tandkødsbetændelse kan være næsten smertefri. Fravær af smerter udelukker derfor ikke inflammation. Dårlig ånde eller en ubehagelig smag kan forekomme, men er ikke alene nok til at fastslå årsagen.

Hos nogle kan tandkødet se ud til at have trukket sig tilbage, så mere af tanden bliver synlig. Retraktion er dog ikke et typisk tegn, der alene kan bekræfte gingivitis, og udseendet kan have flere forklaringer. Tandlægen vurderer tandkødet klinisk og skelner mellem inflammation i tandkødet og tilstande, hvor støttevæv og knogle er påvirket. Ved gingivitis er der normalt ikke knogletab.

Hvad der kan vende det

Behandling af tandkødsbetændelse retter sig mod at fjerne plak langs tandkødet og mellem tænderne uden at irritere vævet unødigt. En kombination af daglig mekanisk rengøring og professionel fjernelse af belægninger kan mindske inflammationen, men resultatet afhænger af, at rengøringen passer til tænder og tandkød.

Børst tænderne to gange dagligt i cirka to minutter med en blød tandbørste, og før børstehårene roligt langs kanten, så overgangen mellem tand og tandkød bliver rengjort.
Hold børsten skråt mod tandkødsranden, og brug små, kontrollerede bevægelser frem for hårdt skrub; børst alle tandflader systematisk, også de bagerste kindtænder.
Rengør dagligt mellem tænderne med tandtråd eller en mellemrumsbørste, der passer til mellemrummet; en tandplejer kan hjælpe med at finde den rette størrelse.
Få professionel fjernelse af plak og tandsten ved tandkødsranden, når belægninger ikke kan børstes væk; tandlægen eller tandplejeren kan tilpasse rengøringen til området.
Brug ikke mundskyl som erstatning for børste og rengøring mellem tænderne; væske kan ikke mekanisk løsne fastsiddende plak langs tandkødskanten.

Efter rengøring kan tandkødet gradvist blive mindre rødt, hævet og tilbøjeligt til at bløde, men udviklingen varierer. Fortsæt med skånsom rengøring, også hvis tandkødet bløder lidt i begyndelsen; blødning, der ikke aftager, bør vurderes professionelt.

Parodontitis

Parodontitis er en betændelsessygdom, der påvirker tandens støttevæv og kan ændre den støtte, tanden står fast i. Navnet paradentose bruges stadig i daglig tale om den samme sygdomsgruppe. For at forstå forskellen på tandkødsbetændelse og parodontitis er det afgørende at se på, om støttevævet omkring tanden er påvirket. En tandlæge vurderer dette ved en klinisk undersøgelse og måling omkring tænderne. Behandlingen tilpasses sygdommens udbredelse og kan strække sig fra grundig rengøring til kirurgiske indgreb og løbende støttebehandling.

Paradentose er samme sygdomsgruppe

Paradentose er ikke en anden sygdom end parodontitis. Paradentose er den betegnelse, mange bruger i almindelig tale, mens parodontitis er den faglige betegnelse for betændelse, der påvirker tandens støttevæv. Begge ord bruges altså om samme sygdomsgruppe, selv om parodontitis i dag er den mest præcise betegnelse i tandfaglig sammenhæng.

Gingivitis, også kaldet tandkødsbetændelse, er en betændelse begrænset til tandkødet. Den udvikler sig ikke altid til parodontitis: hos nogle forbliver inflammationen overfladisk, mens sygdommen hos andre med tiden breder sig til vævet, der holder tanden fast. Det er derfor ikke korrekt at betragte gingivitis og parodontitis som to uundgåelige trin i ét sygdomsforløb.

Parodontitis årsager handler blandt andet om bakteriebelægninger og kroppens reaktion på dem. Rygning og diabetes er etablerede risikofaktorer, som kan påvirke sygdommens udvikling og behandlingsforløb. Det betyder ikke, at alle rygere eller personer med diabetes får parodontitis, eller at sygdommen kun rammer disse grupper. Tandlægen vurderer de enkelte forhold samlet, når der skal tages stilling til sygdommens navn og omfang.

Lommer og knogle

Ved parodontitis er betændelsen ikke længere begrænset til tandkødet. Den kan påvirke parodontalligamentet, som forbinder tanden med knoglen, og den knogle, der støtter tanden. Når støttevævet nedbrydes, løsnes tandkødets tætte tilslutning til tanden, og der kan dannes en dybere tandkødslomme. En tandlæge måler lommerne med en periodontal sonde og vurderer målingerne sammen med tegn på fæstetab og eventuelle røntgenbilleder.

En enkelt måling afgør ikke alene, om der er parodontitis. Hævet tandkød kan give en større måledybde uden tab af tandens fæste, mens tandkødsrecession kan gøre en lomme mindre, selv om fæstetab er til stede. Sammenligningen viser de typiske forskelle; konkrete fund skal fortolkes for hver tand.

Typiske forskelle mellem gingivitis og parodontitis
Forhold	Gingivitis	Parodontitis
Væv, der er påvirket	Betændelse i tandkødet; ingen nedbrydning af tandens fæste	Støttevæv, herunder parodontalligament og knogle, kan være nedbrudt
Måledybde	En sund tandkødssulcus måler typisk 1–3 mm; hævelse kan øge målingen uden fæstetab	Lommer på 4 mm eller mere kan forekomme; dybden vurderes sammen med fæstetab
Knoglestøtte	Ingen knoglenedbrydning som følge af gingivitis	Knogletab kan ses ved klinisk vurdering og på relevante røntgenbilleder
Tandens fasthed	Tanden har ikke mistet fæste på grund af gingivitis	Fremskredent tab af støtte kan medføre øget tandmobilitet

Når knoglen trækker sig tilbage, kan tandkødet også følge med, så tandroden bliver mere synlig. Ved betydeligt tab af støtte kan tanden blive løs; hvor meget den påvirkes, afhænger af blandt andet placeringen og omfanget af vævstabet. Lommer kan ikke diagnosticeres ved at kigge på tanden alene: det kræver målinger hos tandlægen og en samlet vurdering af fæstet omkring tanden.

Forløb hos tandlægen

Behandling af parodontitis tilrettelægges efter undersøgelsen og har til formål at mindske de forhold, der vedligeholder betændelsen. Først gennemgår tandlægen fundene og forklarer, hvordan daglig mundhygiejne kan tilpasses. Instruktionen tager udgangspunkt i patientens egne tænder og eventuelle hjælpemidler, så belægninger kan fjernes effektivt uden at skade tandkødet.

Den professionelle rengøring omfatter både supragingival rensning over tandkødsranden og subgingival rensning i tandkødslommerne. Ved sidstnævnte fjernes hårde og bløde belægninger fra rodoverfladerne med håndinstrumenter eller ultralydsinstrumenter. Behandlingen kan fordeles over flere besøg afhængigt af, hvor mange områder der skal behandles, og hvor omfattende lommerne er. Målet er at reducere bakteriebelægninger og gøre rodoverfladerne rene, ikke at love, at alt tabt støttevæv gendannes.

Efter den indledende behandling følger en ny vurdering, ofte efter nogle ugers heling. Tandlægen måler igen de relevante steder og sammenholder resultatet med de første målinger. Hvis der fortsat er dybe lommer eller områder, der er vanskelige at holde rene, kan supplerende behandling være nødvendig. I udvalgte tilfælde overvejes parodontal kirurgi, hvor tandlægen får bedre adgang til rodoverfladen eller ændrer vævets form omkring tanden.

Når den aktive behandling er afsluttet, fortsætter forløbet med støttebehandling hos tandplejen. Kontrol og professionel rengøring planlægges typisk med intervaller på omkring 3–6 måneder, men intervallet fastsættes individuelt ud fra sygdomsaktivitet og mundens tilstand. Parodontitis kræver ofte langsigtet opfølgning, fordi betændelsen kan vende tilbage, hvis belægninger igen får lov at samle sig. Regelmæssige kontroller gør det muligt at følge tandkødslommer og justere vedligeholdelsen over tid.

Hjemme og hos tandlægen

Daglig rengøring og professionel tandpleje har forskellige opgaver, når tandkødet kræver ekstra opmærksomhed. Fluoridtandpasta og rengøring mellem tænderne hjælper med at holde bakteriebelægninger nede, mens tandlægen kan rense områder, som børsten ikke når. Hvis der er tandkødslommer, kan en klinisk tandplejer eller tandlæge arbejde under tandkødsranden med særlige instrumenter. En almindelig polering af tændernes synlige flader udfører ikke den samme opgave som en dybere rensning. Den bedste fremgangsmåde afhænger derfor både af den daglige rutine og af en faglig vurdering af tandkødet.

Børste og mellemrum

En fast rutine med børstning morgen og aften samt rengøring mellem tænderne begrænser plak langs tandkødsranden. Vælg udstyr, der passer til dine tænder, og brug det uden at presse hårdt.

Brug fluoridtandpasta; voksne vælger typisk en tandpasta med omkring 1.450 ppm fluorid. Børst i cirka to minutter morgen og aften, og spyt overskuddet ud.
Vælg en tandbørste med bløde børstehår, manuel eller elektrisk. Ret børstehårene skråt mod tandkødsranden, og arbejd med korte, lette bevægelser uden at skrubbe.
Før børsten systematisk rundt om hver tand, også langs tandkødsranden på indersiden. Et let greb hjælper med at undgå unødigt tryk på tandkødet.
Brug interdentalbørster dér, hvor de kan føres ind med let modstand. Børsten skal udfylde mellemrummet, men må ikke tvinges gennem en for snæver åbning.
Få hjælp til at vælge den rette størrelse interdentalbørste, da mellemrummene kan variere fra tand til tand. En passende børste kan passere frem og tilbage uden at bøje kraftigt.
Ved tætte kontakter, hvor en interdentalbørste ikke kan komme ind, er tandtråd et alternativ. Før tråden forsigtigt langs tandens side uden at save ned i tandkødet.

Rengør mellemrummene dagligt, og udskift en interdentalbørste, når børstehårene bliver slidte eller tråden bøjer. God tandkødssygdomme og mundhygiejne bygger på skånsom teknik og udstyr, der passer til de enkelte mellemrum.

Rens under tandkødet

Når der er tandkødslommer, kan tandlægen eller den kliniske tandplejer rense belægninger og tandsten under tandkødsranden. Det er en målrettet behandling af parodontitis, ikke blot en polering af de synlige tandflader.

Behandleren bruger ofte håndinstrumenter som tandrensningsinstrumenter og curetter til at løsne tandsten og belægninger fra tændernes rodoverflader.
Et ultralydsinstrument kan vibrere tandsten løs og skylle området med vand. Håndinstrumenter kan supplere, især hvor behandleren skal mærke efter ujævnheder på rodoverfladen.
Ved almindelig tandrens fjernes især tandsten og belægninger på de tilgængelige tandflader. Polering glatter overfladen, men renser ikke i sig selv dybe lommer under tandkødet.
Subgingival rensning betyder, at instrumenterne føres ned under tandkødsranden, hvor der er lommer. Behandleren arbejder på rodoverfladen for at fjerne fastsiddende tandsten og bakteriebelægninger.
Behandlingen foregår ofte i afgrænsede områder eller dele af munden. Lokalbedøvelse kan anvendes, hvis lommerne er dybe, eller området er følsomt under rensningen.
Efter rensningen vurderer behandleren tandkødets reaktion ved en senere kontrol. Hvis der fortsat er områder, som kræver behandling, kan planen tilpasses efter de kliniske fund.

En dybere rensning kan give midlertidig ømhed eller følsomhed, især når tandsten har dækket dele af rodoverfladen. Polering kan indgå i en tandrens, men erstatter ikke instrumentbehandling under tandkødet.

Hvornår du skal søge hjælp

Bestil tid hos tandlægen, hvis tandkødet bliver ved med at bløde, selv om du rengør tænder og mellemrum omhyggeligt. Vedvarende blødning kan kræve en undersøgelse af tandkødets tilstand frem for flere ændringer i børsteteknikken alene. Hævelse, ømhed eller pus ved tandkødet er også grund til at få området vurderet. Hvis en tand føles løsere end før, bør du kontakte tandlægen uden at vente på, at rengøringen derhjemme gør en forskel. Vedvarende dårlig ånde, som fortsætter trods forbedret rengøring af tænder og mellemrum, bør også nævnes ved en tandlægevurdering. Tandlægen kan undersøge, om der er tandkødslommer eller andre forhold, som kræver behandling. Smerter er ikke nødvendigvis til stede, selv når tandkødet har brug for professionel hjælp, så fravær af smerte udelukker ikke et problem. Chlorhexidin kan i særlige tilfælde ordineres af tandlægen som hjælp i en kort periode, typisk nogle dage eller uger efter konkret vejledning. Midlet kan misfarve tænderne og ændre smagssansen midlertidigt, så det bør ikke bruges på egen hånd som fast mundskyl. Chlorhexidin fjerner ikke tandsten under tandkødet og behandler ikke knogletab alene; det erstatter derfor ikke den nødvendige tandlægebehandling.

Spørgsmål om tandkød

Her får du korte svar på almindelige spørgsmål om tandkødsbetændelse, parodontitis og paradentose.

Er tandkødsbetændelse og parodontitis det samme?

Nej, tandkødsbetændelse og parodontitis er forskellige tilstande, selvom begge er tandkødssygdomme. Gingivitis påvirker tandkødets rand omkring tænderne og er begrænset til det bløde væv; der er ikke knogletab. Ved parodontitis involverer nedbrydningen tandens fæste, herunder ligamentet mellem tand og knogle samt den omgivende kæbeknogle. Det kan føre til dybere tandkødslommer og tab af støtte omkring tanden. Forskellen har betydning for behandlingen: Gingivitis kan ofte bedres ved at fjerne plak grundigt, mens parodontitis kræver en vurdering af fæstet og målrettet behandling. En tandlæge skelner mellem tilstandene med kliniske målinger og eventuelt røntgenbilleder, ikke alene ud fra tandkødets udseende.

Hvad betyder paradentose?

Paradentose er et dagligsprogligt ord for parodontitis og betegner ikke en separat sygdom. Navnet bruges stadig i samtaler, selvom tandlæger typisk anvender betegnelsen parodontitis om den kroniske betændelsestilstand, der kan skade tandens støttevæv. Klinisk handler det om forandringer i tandkødslommerne og fæstet omkring tænderne; sygdommens omfang vurderes blandt andet ved at måle lommernes dybde og undersøge, om fæste eller knogle er gået tabt. Ordet paradentose kan derfor dække over forskellige grader af sygdom, fra begrænset påvirkning til mere omfattende skade. Det er undersøgelsens fund, ikke selve ordvalget, der viser, hvilke væv der er påvirket, og hvilken behandling der er relevant.

Kan blødende tandkød gå væk?

Ja, blødning fra plakrelateret tandkødsbetændelse aftager ofte, når rengøringen bliver mere grundig, og plak fjernes professionelt. Blødningen opstår typisk, fordi tandkødet er irriteret langs tandkødsranden; det betyder ikke nødvendigvis, at børstningen er for hård. Rengør forsigtigt langs kanten og mellem tænderne, så plak ikke bliver siddende på de steder, børsten har svært ved at nå. Hvis der også er tandsten, kan tandplejepersonalet fjerne den, da tandsten ikke kan børstes væk derhjemme. Bedring sker ofte gradvist over dage til få uger, men vedvarende blødning bør vurderes af en tandlæge. Det gælder også, hvis blødningen fortsætter trods regelmæssig, omhyggelig rengøring.

Kan parodontitis smitte?

Parodontitis smitter ikke som en forkølelse, men bakterier fra munden kan deles mellem personer, blandt andet gennem spyt ved tæt kontakt. At bakterier overføres, betyder ikke automatisk, at modtageren udvikler sygdommen. Parodontitis opstår, når bakterier får mulighed for at danne plak, og personens modtagelighed og reaktion på bakterierne også spiller ind. Derfor kan mennesker, der bor sammen, have forskellige forhold i tandkødet, selvom de deler nogle af de samme mundbakterier. Overførsel af bakterier alene er altså ikke en diagnose og betyder ikke, at sygdom nødvendigvis følger efter. Det afgørende er samspillet mellem bakterier, plakopbygning og den enkelte persons modtagelighed.